Ancelotti ærgrer sig over brasiliansk timing: Der er ting, jeg ikke kan forklare nu Foto: Susana Vera/REUTERS

Ancelotti ærgrer sig over brasiliansk timing: Der er ting, jeg ikke kan forklare nu

Det brasilianske fodboldforbund tog tilsyneladende sin nye træner med bukserne nede.

Carlo Ancelotti med en mikrofon piller ved sit øre.
Foto: Susana Vera/REUTERS

Carlo Ancelotti har tre kampe tilbage som cheftræner for Real Madrid.

Dermed bliver hans sidste kamp hjemmekampen mod Real Sociedad den 25. maj, og allerede den 26. maj overgår han til sit nye job som landstræner for Brasilien.

Det offentliggjorde det brasilianske fodboldforbund mandag, og den udmelding kom tilsyneladende en smule utidigt.

Endnu har Real Madrid ikke meldt noget som helst ud om Ancelottis fremtid, men på dagens pressekonference bekræftede den 65-årige italiener selv - en smule modviligt - nyheden fra Brasilien.

- Jeg er rigtig glad. Hvis ikke jeg havde denne pressekonference i dag, ville alt være fantastisk, men der er ting, jeg ikke kan forklare nu, fordi jeg er i Real Madrid, og jeg ønsker at respektere denne trøje. Jeg ønsker at respekterer den til den allersidste dag.

- Fra den 26. maj og frem er jeg brasiliansk landstræner, og det er en meget vigtig udfordring, men jeg ønsker at afslutter den sidste del af dette fantastiske eventyr godt.

- Fra den 26. er jeg brasiliansk landstræner. Det er officielt. Brasilien udsendte en pressemeddelelse i går. Real Madrid vil udsende en pressemeddelelse, når de har lyst. Der er overhovedet intet problem. De gør det på et tidspunkt, der passer for Real Madrid, og der er intet yderligere at tilføje ud over at CBF (Det brasilianske fodboldforbund, red.) udsendte deres pressemeddelelse i går. Hvilke samtaler jeg har med klubben er helt og aldeles personlige, lyder det fra Carlo Ancelotti.

Officielt: Ancelotti bliver Brasiliens næste landstræner

Carlo Ancelotti kan principielt stadig nå at afslutte sit andet kapitel i Real Madrid med et spansk mesterskab.

Det kræver dog, at Real Madrid vinder sine tre sidste kampe, mens FC Barcelona skal tabe alle sine tre resterende kampe.

I sine to perioder som Real Madrid-cheftræner har Carlo Ancelotti vundet tre Champions League-trofæer, to spanske mesterskaber og to spanske pokaltitler.

I alt 350 kampe er det indtil videre blevet til for italieneren på Real Madrids sidelinje.

Mest læste

Notifications

Notifikationer