Venezia høster livsvigtige point – Fiorentina dummer sig
Der var tre uhyre vigtige point på højkant mandag aften i Serie A.

Det begynder at spidse gevaldigt til i Serie A-tabellen.
Mandag aften var det dermed tre særdeles vigtige point, der var på højkant, da Venezia tørnede sammen med Fiorentina.
For sidstnævnte gælder det om at spille sig ud i Europa, mens Venedig-klubben kæmper for at sikre sig endnu en sæson i den bedste italienske række, og det tog Venezia et ganske stort skridt imod.
Efter en times spil i silende regnvejr tog Venezia nemlig føringen takket være Fali Candé, før Gaetano Oristiano fordoblede føringen bare otte minutter senere.
Opgøret fik et ordentligt skud spænding i det 77. minut, da Fiorentina-profilen Rolando Mandragora skovlede bolden ind til 2-1, men det lykkedes Venezia at holde stand og dermed sikre sig tre uhyre vigtige point i bundstriden.
Med sejren stryger klubben nemlig op over stregen på 17. pladsen med bare ét point mere end Lecce og Empoli, som indtager henholdsvis 18.- og 19. pladsen, som er lig med nedrykning.
Omvendt betyder nederlaget, at Fiorentinas drømme om europæisk fodbold lider et grimt knæk, da La Viola nu har fire point op til AS Roma, der indtager sjettepladsen i Serie A, som giver adgang til Conference League - samtidig har romerne én ekstra kamp i hånden.
Danske Frederik Gytkjær spiller i Venezia.
Du kan se hele Serie A-stillingen lige her.
Fiorentina













