Lagde op til målet: Det er Delaneys vigtigste hovedstød i karrieren
Mohamed Elyounoussi er overbevist om, at søndagens hovedstødsmål fra Thomas Delaney må være hans vigtigste i hele karrieren.

F.C. København fører 3F Superligaen med to runder tilbage.
Hovedstadsklubben har nemlig fortsat et enkelt point ned til FC Midtjylland efter søndagens topbrag i Parken.
Det kan Thomas Delaney i høj grad takkes for, for i det 83. minut kom han flyvende og stangede et indlæg fra Mohamed Elyounoussi i mål.
Og selvom den tidligere danske landsholdsspiller har prøvet meget i karrieren, så er Elyounoussi sikker på, at søndagens hovedstødsscoring må være Delaneys vigtigste hovedstød i karrieren.
- Det kan meget vel være det vigtigste point, vi har taget i hele sæsonen. Det er det vigtigste hovedstød, han har lavet i sin karriere. Jeg ved ikke, om han har så mange af dem.
- Men det var helt vildt afgørende for os, for nu har vi alt i vores egne hænder. Vi behøver ikke at holde øje med andre resultater, for det handler bare om, hvad vi kan levere.
- Nu skal vi have en god træningsuge, lægge en god plan og vinde vores kampe, siger han til Campo og den øvrige skrevne presse i Parken og understreger, at han ikke forventer at få to lette kampe i de sidste runder af Superligaen.
FCK møder Randers FC på udebane i næste runde, inden man tager imod FC Nordsjælland hjemme i Parken i Superligaens sidste runde ugen efter.
FC København
Thomas Delaney
Mohamed Elyounoussi













