AGF taber for femte gang i træk, mens Randers overhaler Brøndby i tabellen
Det blev igen Randers FC, der fik noget med fra lokalbraget mod AGF. Kronjyderne kravler op i tabellen, mens resultatfacit skriver fem tabte kampe i træk for aarhusianerne.

Der er som regel mål på menuen, når lokalbraget mellem AGF og Randers FC udspiller sig, og dette opgør blev ingen undtagelse.
Men det blev igen Randers, der med en 3-1-sejr kunne tage tre point med fra opgøret og dermed for alvor begynde at drømme om bronzemedaljer i denne sæson.
Det tydede allerede fra kampens start på, at begge hold nok skulle byde sig til i jagten på vigtige point i Superliga-sæsonens slutspurt.
Efter kun fem minutter havde AGF's Mikael Andersson ramt stolpen, og kort efter var det Randers FC's Mathias Greve, der trykkede af i den anden ende af banen.
I seneste møde kom gæsternes anfører Wessel Dammers på tavlen, og i Aarhus var hollænderen igen flyvende. På et hjørnespark fra Superligaens assistkonge, Simen Nordli, dukkede Dammers op og bragte Randers i front.
Modsvaret fra AGF kom dog fra Superligaens topscorer, Patrick Mortensen, blot fire minutter senere, da han prikkede bolden ind bag Paul Izzo og scorede sit 20. sæsonmål.

På den anden side af pausen kom Randers ud med fart i støvlerne. Et snorlige indlæg fra Mathias Greve endte for fødderne af angriber Stephen Odey, der forinden ikke havde nettet i denne sæson. Men nu kunne Odey altså notere sig som målscorer mod rivalerne til en føring på 2-1.
Ligesom ved Randers' mål i første halvleg kom AGF med et hurtigt modsvar, dog uden målrigt udbytte denne gang. Mikael Andersson stod helt fri midt for Randers-målet, men han afsluttede uden for rammen.
Stephen Odey havde med sit mål fået mod på tilværelsen, og trods en periode med AGF-dominans lykkedes det den 27-årige angriber at sætte angrebskammeraten Norman Campbell op, der køligt kunne udbygge Randers-føringen til 3-1 efter 64 minutters spil.
AGF forsøgte at ændre på det facit, og Mads Emil Madsen var også tæt på med et diagonalt skud fra kanten af feltet. Men Paul Izzo var vågen og diskede op med en fantastisk redning.
Hjemmeholdet forsøgte sig flere gange, men det lykkedes ikke for aarhusianerne at formindske Randers-føringen.

Derfor ender lokalopgøret igen med en 3-1-sejr til Randers FC, præcis som det endte i mesterskabsspillets første møde mellem de to klubber.
Det betyder samtidigt, at AGF taber for femte kamp i træk. Randers hiver derimod sin anden sejr i træk hjem, som også betyder, at kronjyderne overhaler Brøndby IF i tabellen og nu indtager tredjepladsen.
I den næstsidste spillerunde af Superligaen får Randers besøg af F.C. København, mens AGF skal en tur til Farum og møde FC Nordsjælland.
Randers FC
AGF
Patrick Mortensen












