Ancelotti stikker til Barca: Skal jo ikke med til klub-VM
Carlo Ancelotti ser frem til sit – formentlig – sidste El Clásico som Real Madrid-boss.

Søndag løber sæsonens sidste El Clásico af stablen.
Her tager FC Barcelona imod Real Madrid, og det kommer næppe til at gå stille for sig, da titelræset i LaLiga begynder at spidse til.
Således var Los Blancos-bossen Carlo Ancelotti også ved at være i El Clásico-stemning, da han havde overskud til at levere en mindre stikpille til de catalanske ærkerivaler.
- At spille mod FC Barcelona er altid noget særligt, og så er det jo sidste gang i denne sæson - for Barca skal ikke med til klub-VM, lyder det Carlo Ancelotti på lørdagens pressemøde.

I samme ombæring kan det blive sidste gang, at Carlo Ancelotti får lov at stå på sidelinjen som Real Madrid-træner til dysten med FC Barcelona.
Flere medier - heriblandt Marca - skriver nemlig, at italieneren synger på sidste vers i Madrid, og i den anledning kom den 65-årige succestræner med en vaskeægte kærlighedserklæring til Real Madrid.
- Jeg vil altid elske Real Madrid. Det er en speciel klub, og den fortjener en speciel attitude fra alle - og det har jeg forsøgt at levere hver eneste dag, lyder det fra Ancelotti.

Carlo Ancelotti har været cheftræner i Real Madrid siden 2021, og har i alt stået i spidsen for 230 kampe, hvor man har vundet 161 kampe, spillet 34 uafgjort og tabt 35.
Det er dog ikke første gang, at Don Carlo har lagt vejen forbi Santiago Bernabeu i sin karriere.
Ancelotti var også cheftræner for Kongeklubben fra 2013 til 2015, og i alt tæller hans trofæhøst med den spanske storklub hele 15 trofæer heriblandt tre Champions League-titler, to klub-VM-titler og to LaLiga-titler.
Real Madrid
Carlo Ancelotti
FC Barcelona












