Michael Hansen våd af champagne: Der er friweekend!
Champagnepropperne fik lov at poppe i Fredericia fredag aften.

900 meter på gåben.
Så langt er der fra Monjasa Park i Fredericia til Carlsbergs bryggeri.
Ikke desto mindre var det fredag aften champagnen, der fik lov at flyde i NordicBet Liga-klubben, da FC Fredericia sikrede sig klubbens første oprykning til Superligaen nogensinde.
Champagnen - eller måske det rent faktisk var en Carlsberg - havde cheftræner Michael Hansen allerede i både hår og ansigt, da han efter kampen blev interviewet af Viaplay, og succestræneren kom med en god og ikke overraskende nyhed til sine spillere.
- Der er friweekend, lad os bare sige det sådan! Jeg ved, at jeg vågner med et smil på, og så skal vi have det godt i en periode, og så skal vi videre, men lige nu skal vi bare være i jublen, lød det fra Michael Hansen, der havde vanskeligt ved helt præcist at italesætte sine følelser på oprykningsdagen.
- Man har gået i nogle uger og vidst, at det var tæt på, og nu er det så forløsningen på det. Man er så meget inde i detaljerne lige nu, at det er lidt svært at sætte følelser og ord på - de sidder et eller andet sted i kroppen, lød det fra den 53-årige falstring.
Allerede ved sæsonstarten for lidt under 10 måneder siden var der optimisme at spore hos FC Fredericia-direktør Stig Pedersen, der efter 24 år i landets næstbedste række drømte om mere for den stabile klub.
En udmelding Michael hansen ikke var udpræget tilfreds med, og det har han en ganske klar forklaring på:
- I vores trup har vi 17 nye spillere (i forhold til sidste sæson, red.), og egentlig er det vanvittigt med det ansvar, de tager. Vi er det næstyngste hold i NordicBet Ligaen, og alligevel virker vi meget modne, og det overrasker mig selvfølgelig, lyder det fra Michael Hansen.
Du kan se hele interviewet med FC Fredericias nu historiske cheftræner i videoen over artiklen.
FC Fredericia












