FC Fredericia advarer inden mulig oprykning: Kan koste fans karantæne Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

FC Fredericia advarer inden mulig oprykning: Kan koste fans karantæne

I FC Fredericia kan det blive en festdag fredag aften.

FC Fredericia-spillerne jubler over en scoring mod OB.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Fredag den 9. maj 2025.

Der er potentiale til, at denne dato for evigt og altid kan blive mejslet ind i FC Fredericias historiebøger.

Den jyske klub ved Lillebælt kan potentielt rykke endegyldigt op i Superligaen for første gang i klubbens historie, når det fredag aften gælder hjemmekampen mod Hvidovre IF.

Samtidig med kampen på Monjasa Park spiller de nærmeste forfølgere fra AC Horsens på udebane mod allerede oprykkede OB, og får FC Fredericia et bedre resultat end Den Gule Fare, så vil oprykningen matematisk være sikret med to runder tilbage af NordicBet Ligaen.

Inden aftenens kamp, hvor der er planlagt en fanmarch fra Fredericia by og ud til Monjasa Park, beder klubben sine fans om at tænke sig om i forbindelse med en eventuel oprykning.

- Vi beder tilskuerne om ikke at løbe på banen ved en potentiel oprykning. Det er i mod vores reglement, og vi er nødt til at respektere både os selv, men også udeholdet og dommerne.

- Baneindløb vil resultere i karantæne for de personer, vi kan sætte navn på, lyder det i en melding fra FC Fredericia til Campo.

At klubben frabeder sig det, der populært kaldes en pitchinvasion, betyder ikke, at de rødblusede ikke er klar til at fejre den potentielt historiske dag i Fredericia.

- Hvis det hele går op i en højere enhed i aften, så vil vi naturligvis gerne fejre det med vores tilskuere, men det bliver spillerne som kommer til dem og ikke omvendt, lyder det fra klubben.

Selvom der for FC Fredericias vedkommende skal et bedre resultat til end AC Horsens' ditto for matematisk at sikre oprykningen, så kan mindre efter alt at dømme også gøre det.

Med tre kampe tilbage af NordicBet Ligaen har FC Fredericia således en målscore, der er 22 mål bedre end AC Horsens'. Dermed kan FC Fredericia reelt - men ikke matematisk - nøjes med at kopiere AC Horsens' resultat mod OB.

FC Fredericia skal selv en tur til AC Horsens i næstsidste runde den 17. maj.

Mest læste

Notifications

Notifikationer