Bekræftet: Xabi Alonso færdig i Bayer Leverkusen
Xabi Alonso forlader Bayer Leverkusen efter sæsonen.

Fredag er rygterne taget til.
Med Marca som det første medie, har flere siden fulgt trop og skrevet, at Carlo Ancelotti er færdig i Real Madrid.
Samtidig har den spanske storklub på rygtebasis angiveligt fået styr på, at afløseren bliver Xabi Alonso, som får en aftale af tre års varighed.
De beretninger ser ikke mindre sandfærdige ud efter fredagens pressemøde i Bayer Leverkusen.
Xabi Alonso har her nemlig netop meddelt, at han stopper i klubben efter denne sæson.
- Jeg synes, det er godt, at vi kan informere om, at klubben og jeg i ugens løb er blevet enige om, at de her to kampe bliver mine sidste som Bayer Leverkusen-cheftræner.
- Vi har snakket om, at det altid handler om timing. Lige nu er det rette øjeblik at offentliggøre det på. Vi har altid haft en god og direkte kommunikation.
- Det er et øjeblik med blandede følelser. Det er det rette øjeblik til at sige det, men vi skal ikke tale at tale om fremtid, for nu skal vi have en ordentlig afsked for nogle af spillerne og mig selv på søndag, siger han på fredagens pressemøde.

Xabi Alonso takker også klubben for den udvikling, han selv har været igennem.
- Jeg har været igennem mange store følelser og udviklet mig til den, jeg er nu. Jeg er taknemmelig overfor fansene, staben, folk i klubben og spillerne.
Jobbet i Bayer Leverkusen er Xabi Alonsos første som cheftræner på seniorniveau.

Også Bayer Leverkusen bekræfter nyheden på X:
- Efter næsten to og et halvt år og den mest succesfulde periode i vores klubs historie, forlader vores cheftræner Xabi Alonso Bayer Leverkusen ved sæsonens afslutning.
Bayer Leverkusen vandt sidste sæson både Bundesligaen og den tyske DFB Pokal.
Det tyske mesterskab blev vundet uden et eneste nederlag.
Skal man tro fredagens tidligere rygter, så annonceres Carlo Ancelottis stop i Real Madrid den 25. maj.
Den spanske storklubs plan er angiveligt, at man vil have Xabi Alonso ved roret til sommerens VM for klubhold.
Som spiller nåede den i dag 43-årige spanier at tørne ud for Real Madrid 236 gange.
Xabi Alonso
Real Madrid
Bayer Leverkusen












