FCK-boss efter fængselsdom: Fair at bakke Huescas op
Når alt er sagt og gjort, så ser FC Københavns Sune Smith-Nielsen ikke noget problem i, at klubben fortsat støtter den fængselsdømte Rodrigo Huescas.

Mandag eftermiddag blev det slået fast, at FC København-spilleren Rodrigo Huescas er idømt 20 dages ubetinget fængsel for vanvidskørsel ved byretten i København.
I F.C København frygtede man udvisning, som anklagemyndigheden havde varslet, de ville gå efter. Men den 21-årige nyindkøbte back modtog blot en advarsel om udvisning.
F.C. Københavns sportsdirektør, Sune Smith-Nielsen, har været afventende med at reagere på sagen indtil nu, hvor sagen ser ud til at være afgjort.
Og til den fremmødte presse på 'Nummer 10', FCK's træningsanlæg, gjorde sportsdirektøren det klart, at der nu er trukket en streg i sandet fra klubbens side.
- I arbejdet indtil i mandags har vi fundet den balance, der hedder, at Huescas har gjort noget rigtig dumt, og han har gjort noget, som han på ingen måde skal gøre, udtalte Sune Smith-Nielsen til Campo og resten af den fremmødte presse i kølvandet på mandagens domsafsigelse.
- Men når det så er sagt, så synes vi også, at det er fair at bakke en ung mand op, som møder ind her på arbejdet hver eneste dag, som er en del af et team, som er en del af et klub, og der støtter man hinanden.

- Når man først har sagt undskyld, når man først har erkendt, at man har dummet sig, så synes jeg også, at det er fair at give drengen den opbakning og støtte til at komme videre i sin karriere, siger Sune Smith-Nielsen
Rodrigo Huescas blev oveni udvisningsadvarslen og dommen på 20 dages ubetinget fængsel idømt en bøde på 7000kr, frataget førerretten og konfiskeret sin bil, en leaset BMW.
Har du bemærket vores nye design og fede features som podcast, liveblog og masser af video fra de bedste danske klubber? Vi drømmer om at samle en stor og fast skare af danske fodboldfans hver dag - download vores app i dag, og læs mere om det nye Campo her.
F.C. København













