FCK-boss svarer: Kan Huescas spille med fodlænke?
Sune Smith-Nielsen forholder sig til, om Rodrigo Huescas i praksis kan få lov til at spille i F.C. København med fodlænke på.

Rodrigo Huescas er idømt 20 dages ubetinget fængsel for vanvidskørsel.
Det stod klart allerede mandag.
Der er dog fortsat mulighed for, at dommen kan blive anket med det ene eller det andet udfald til følge, ligesom muligheden for at afsone med en fodlænke også fortsat er i spil.
Og skulle det ende med fodlænke til den unge FCK'er, så er det et scenarie, man har tænkt over i klubben.
Det fortæller F.C. Københavns sportsdirektør, Sune Smith-Nielsen, til Campo og de øvrige fremmødte medier ved FCK's træningsanlæg onsdag.
- Nu må vi se, når der er afklaring på det hele. Så forholder vi os endeligt til det hele.
- Men vores vurdering er, at skulle det ende med den situation, at han kan få lov til at træne og spille med en fodlænke af myndighederne, så vurderer vi også, at det kan lade sig gøre, siger han.
Derudover glæder Sune Smith-Nielsen sig over, at der - selvom meget kan nå at ske endnu - er blevet afsagt dom i sagen.
- Som jeg har sagt hele tiden, er det her en hård case. Det er hårdt for Rodrigo at skulle være i det her. I og med det her er sket helt tilbage i januar, så har der været lang ventetid, hvilket må man acceptere, at der er i et retssamfund
- Så selvfølgelig var det en lettelse, at der langt om længe kom en dom.
Dommen er, som den er. Den er fair, den er hård. Men det har vi og Rodrigo accepteret. Og så er det selvfølgelig rart, at den del omkring udvisningen ikke kom i spil.
FCK-direktøren slår efterfølgende fast, at Huescas har gjort noget dumt, men at det er fair, at klubben giver ham støtte og opbakning til at komme videre.

F.C. København












