Enden på en æra: Per Frandsen stopper hos Hvidovre Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Enden på en æra: Per Frandsen stopper hos Hvidovre

Den længstsiddende cheftræner i dansk topfodbold stopper.

per Frandsen med armene over kors.
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Ingen cheftræner i de tre bedste danske rækker har siddet længere.

Per Frandsen har siddet på cheftrænerposten i Hvidovre IF siden sommeren 2017, men nu resterer der bare tre kampe.

55-årige Frandsen stopper nemlig NordicBet Liga-klubben ved kontraktudløb denne sommer.

Det bekræfter han selv overfor mediet bold.dk.

- Vi har haft en rigtig god dialog, hvor Hvidovre tilbød mig en toårig forlængelse, men vi kunne desværre ikke blive enige til sidst, siger Per Frandsen til bold.dk.

Med stoppet når Per Frandsen lige præcis ikke den milepæl, der hedder 300 kampe i spidsen for Hvidovre. Med sine nuværende 276 kampe ender totalen således på 279 officielle kampe som cheftræner hos superliganedrykkerne.

Per Frandsen overtog ansvaret som cheftræner i den københavnske forstadsklub i sommeren 2017, hvor klubben fristede en tilværelse i den danske 2. Division.

Allerede i sin første sæson sikrede Frandsen oprykning til landets næstbedste række, hvor holdet de efterfølgende tre sæsoner klarede frisag med hiv og sving.

Efter en tredjeplads i 2021-22-sæsonen kom kulminationen i 2022-23-sæsonen, hvor Frandsen sikrede Hvidovre oprykning til Superligaen.

Efter den klare nedrykning fra Superligaen i sidste sæson har Frandsen i denne sæson fået Hvidovre-skibet på ret køl, og selvom en hurtig tilbagevenden til Superligaen er ude af billedet, så slutter Hvidovre IF efter alt at dømme i NordicBet Ligaens top-fem denne sæson.

Mest læste

Notifications

Notifikationer