Trent kan blive den næste i Real Madrids perlerække af frie transfers
Hvis det lykkes for Real Madrid at hente Trent Alexander-Arnold på en fri transfer, er det bestemt ikke første gang, at de henter en stor profil uden betaling.

Der er ved at danne sig et mønster i Real Madrids transferstrategi.
Unge kometer, der hentes inden prisen bliver for høj krydret med verdensstjerner, der kommer til på frie transfers.
En strategi, som de fleste andre klubber formentlig gerne kopierer, men Real Madrid er hidtil klart dem, der lykkes bedst med det. Trent Alexander-Arnold kan således blive den næste superstjerne, der ender hos Los Blancos efter et kontraktudløb.
Sidste sommer kom Kylian Mbappé, der tidligere er blevet solgt for en af de største summer nogensinde, gratis til Real Madrid. Heller ikke her var det første gang, at Florentino Perez lykkedes med at slå en god handel af.
Både Antonio Rüdiger og David Alaba skiftede henholdsvis Chelsea og FC Bayern München ud med Real Madrid, da kontrakten med deres respektive klubber udløb.
Derudover hentede man i sin tid også Takefusa Kubo på en fri transfer. Japaneren var ved skiftet i 2019 et af fodboldverdenens hotteste navne.
Nu tyder noget på, at Trent Alexander-Arnold bliver den næste, som Real Madrid henter efter et endt ophold andetsteds. Englænderen bliver kædet kraftigt sammen med storklubben, hvor der dog også er forlydender om, at storklubben skulle være ude efter at hente ham før tid.

Real Madrid
Trent Alexander-Arnold












