Tenniscifre ikke nok: Aarhus Fremad knuser Næstved
Næstved Boldklub fik ørene i maskinen på Riisvangen.

Kan "knusende storsejr" gradbøjes?
Ja, faktisk.
Det fik Aarhus Fremad demonstreret lørdag eftermiddag på Riisvangen, da Næstved Boldklub slog vejen forbi.
Her stoppede man nemlig ikke ved hverken 4-0, 5-0 eller 6-0. I stedet har Næstved nu en lang tur hjem, hvor man kan forsøge at dulme den syngende lussing på hele 7-0, som det endte med i Aarhus.
Kampen var bare fem minutter gammel, da Marcus De Claville fandt vej til netmaskerne første gang.
Siden blev det til hele 4-0 i løbet af første halvleg på mål scoret af Mathias Kubel, Elias Egerton og endnu en scoring af De Claville.
Efter pausen igangsatte Magnus Kirchheiner den totale ydmygelse med sin scoring til 5-0, inden Jashar Beluli sørgede for tenniscifre.
Og nej, 6-0 var altså ikke nok, for kort før slutfløjt blev det også til 7-0 på et mål scoret af Simon Bækgård.
Med sejren og de tre point buldrer Aarhus-klubben fremad mod oprykning til NordicBet Ligaen, hvor man nu har otte point ned til Fremad Amager på tredjepladsen og 2. divisions med afstand bedste målscore.
Aarhus Fremad












