Sidste chance? Jeg har ikke mange semifinaler tilbage
Viborg FF skal torsdag aften på en svær opgave, når F.C. København venter i Oddset Pokalens semifinale.

Viborg-anfører Jeppe Grønning har prøvet meget i sin karriere, men han har aldrig vundet pokalturneringen.
Men det har han muligheden for i år. Viborg FF er nået til semifinalerne, hvor F.C. København venter i et dobbeltopgør.
Og hvis Grønning skal nå at vinde Oddset Pokalen i sin karriere, så er det måske ved at være sidste chance for midtbanespilleren.
- Jeg er ikke ved at lægge støvlerne på hylden, men jeg har nok ikke mange pokalsemifinaler tilbage i min karriere, så det er selvfølgelig også en ekstra motivation for mig, siger den 33-årige anfører til klubbens hjemmeside.
Viborg FF har vundet pokalturneringen en enkelt gang i klubbens historie. Det var i år 2000, og den succes håber Grønning, at holdet kan gentage.
- Det er en kæmpe motivation, at vi er så tæt på finalen, og det vil jo være en drøm for os alle, hvis vi kommer dertil.
- Klubben har vundet pokalen før, og holdet fra dengang bliver hyldet og husket, så det drømmer vi jo om at gentage, siger anføreren.
Mellem Viborg FF og pokaltriumfen står i første omgang F.C. København. Og det er en stor opgave, som venter de grønblusede.
- Vi møder en rigtig, rigtig dygtig modstander, der lige nu fører Superligaen, men vi har vist i sæsonen, at vi kan udfordre dem, siger Grønning.
- Vi føler også, at vi har en reel mulighed for at få drømmen opfyldt. Vi har stor tro på os selv, og det skal vi vise i de to kampe, der kommer, lyder det.
Første semifinaleopgør mellem Viborg FF og F.C. København er torsdag aften klokken 19:30. Returopgøret i København er torsdag i næste uge.
Har du bemærket vores nye design og fede features som podcast, liveblog og masser af video fra de bedste danske klubber? Vi drømmer om at samle en stor og fast skare af danske fodboldfans hver dag - download vores app i dag, og læs mere om det nye Campo her.
Viborg FF













