Indskiftet Brøndby-helt: Uha, det var specielt Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Indskiftet Brøndby-helt: Uha, det var specielt

Clement Bischoff havde en aften, han sent vil glemme.

Clement Bischoff og Mathias Kvistgaarden jubler vildt.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Fra bænken kunne Clement Bischoff i første halvleg se sine holdkammerater blive savet midtover af et upåagtet Silkeborg-mandskab.

Det resulterede i, at han blev skiftet ind til anden halvlegs start ved stillingen 0-3.

Alligevel viste måltavlen 3-3 efter slutfløjt, og det spillede han selv en afgørende rolle i.

Den unge BIF'er diskede nemlig op med to assists.

At Brøndby formåede at få vendt det hele på hovedet er af en betydning, som ikke er til at tage fejl af:

- Uha, det var specielt. Det var en super svær kamp, hvor vi var super dårlige i første halvleg og ikke spillede på det niveau, vi skal.

- Jeg er selvfølgelig glad for at komme ind i pausen og gøre en forskel, og det var rigtig, rigtig, rigtig vigtigt, at vi fik den her kamp vendt på hovedet, for vi skal have noget at spille for i næste uge, og det havde vi ikke, hvis vi havde tabt 3-0.

- Taget i betragtning af, at vi var nede 3-0, så kan man jo ikke stå her og være andet end glad. Og det viser også karakter, at vi kommer tilbage som hold. Jeg er sikker på, at vi kan vinde i Silkeborg - det har vi gjort før. Det skal vi vise, at vi kan gøre igen, siger han til Viaplay.

Returopgøret spilles på JYSK Park onsdag om en uge.

Du kan se højdepunkter fra onsdagens målrige pokalsemifinale i videoen øverst i artiklen

Mest læste

Notifications

Notifikationer