Kunstigt Vejle-åndedræt: Alt andet ville se sort ud Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Kunstigt Vejle-åndedræt: Alt andet ville se sort ud

Vejle Boldklub lever i dén grad i håbet om, at det ikke ender med en nedrykning.

Vejle Boldklubs Thomas Gundelund i færd med at sparke til bolden under kampen mod AaB.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Er der point, der er lidt bedre at hente end andre? Ikke rigtig.

Og så alligevel.

For når man kæmper for overlevelse i 3F Superligaen, så er det en rigtig god idé at besejre en af sine direkte konkurrenter på udebane.

Lige netop det var, hvad Vejle Boldklub mandag aften gjorde, da AaB blev besejret med 0-1 i Aalborg.

Sejren gør mere for spillerne i Vejle end 'blot' at tilføje tre point på kontoen:

- Det giver en stor tro. Vi har troet på det hele vejen igennem.
Vi vidste godt, at det ville se sort ud, hvis vi ikke fik tre point i dag.
Men hvis vi gør vores ting, så kan vi overleve. Og det er der, vores fokus er, siger Vejle Boldklubs Thomas Gundelund til Campo efter slutfløjt.

Vejle Boldklub blev før årsskiftet dømt ude af stort set alt og alle.

En genopblomstring i foråret har dog gjort, at man fortsat har alt at spille for.

- Vi vidste godt, at det bare handlede om, at vi skulle have hul på bylden.
Det har vi fået i foråret, hvor vi har hentet de fleste af vores point.
Så nu skal vi hente lidt flere point, og så må vi se, om det er nok.

Faktisk er Vejle nået så langt, at man lige pludseligt kan begynde at tale om, om man egentlig er favorit til overlevelse blandt nedrykningskandidaterne:

- Jeg ved ikke, om vi er favoritter, men vi har det i vores hænder.
Og hvis vi gør vores ting, så tror jeg, det er nok til at overleve, siger Gundelund.

Vejle Boldklub ligger fortsat sidst i tabellen.

Dog har man nu kun to point op til både AaB og Lyngby Boldklub på henholdsvis 11.- og 10. pladsen.

Næste opgave for Thomas Gundelund og kompagni bliver søndag ude mod Silkeborg IF.

Mest læste

Notifications

Notifikationer