Banen ærgrer Birk: Omstændighederne er lidt småsvære
Frederik Birk ville efter nulløsningen mod Randers FC ikke bruge banen som undskyldning, men understregede, at den ikke gjorde det nemt.

Der har været meget snak om græstæppet på Cepheus Park i Randers.
Og det er der fortsat, efter Randers FC og Brøndby IF spillede 0-0 for første gang i flere år.
Efter opgøret blev Frederik Birk forholdt det uafgjorte resultat, og her fortalte cheftræneren, at Brøndby havde svært ved at skabe det spil, de gerne ville.
- Jeg synes omstændighederne er bare lidt småsvære til at få det spil ind, vi gerne vil. Og overall var det jo ikke en præstation på nogen som helst stor klinge, det må vi også være ærlige at sige, sagde Frederik Birk til Viaplay.
Her understregede Birk også, at omstændighederne i hans øjne heller ikke fremmede Randers-holdets spil. Og det ærgrede også Brøndby-cheftræneren.
- Jeg vil ikke stå og lade det være en undskyldning, for det handler om, at vi selv kan levere. Men det er jo så åbenlyst og tydeligt, og jeg synes egentlig, at det ærgrer mig lidt, fordi jeg synes også, at Randers er et meget velspillende hold, sagde Birk.

Med det uafgjorte resultat er Brøndby IF stadig på tredjepladsen i mesterskabsspillet.
Der venter en masse vigtige kampe for Vestegnsklubben den kommende tid, når der både er pokalsemifinaler og et derby mod F.C. København på menuen.

Randers FC
Brøndby IF












