Officielt: AaB præsenterer ny cheftræner
AaB har onsdag aften præsenteret sin nye cheftræner efter fyringen af Menno van Dam.

En hollænder ud - en nordjyde ind.
Det bliver som ventet Kristoffer Wichmann, der overtager tøjlerne i nordjyske AaB.
Det har klubben onsdag aften bekræftet.
Wichmann er i første omgang blevet ansat på en kontrakt til sommeren 2027, og allerede torsdag kommer han til at stå i spidsen for sin første træning på Hornevej i det østlige Aalborg.

Selvom Kristoffer Wichmann på seniorplan udelukkende har repræsenteret sjællandske klubber, så vender han nu tilbage til den klub, hvor han i sin tid fik en del af sin fodboldopdragelse.
- AaB er mange ting for mig, og at være ungdomsspiller i AaB Akademiet er en uddannelse i sig selv. På den måde har jeg altid været præget af de dygtige trænere og ledere, jeg havde berøring med dengang, og klubben har jeg jo fulgt fra sidelinjen siden.
- Nu står jeg her så som en ærbødig cheftræner, men med en stor tro på, at jeg sammen med staben, spillerne og den øvrige del af klubben kan skabe et nyt kapitel, som kan gøre nordjyderne stolte, siger Kristoffer Wichmann og tilføjer:
- Inden for den metodik som AaB tror på, så kommer der en træner med klare rammer og retning. En tydelig træner, der giver sine spillere tryghed, en træner der er kompromisløs ærlig. Men som også er parat til at fejre store oplevelser, og jeg glæder mig til at møde stab, spillere og alle andre folk i klubben.
- Rent sportsligt vil det med fem kampe igen være omsonst ikke at indse, at vi er, hvor vi er. Vi skal rykke alvorligt sammen og med en kæmpe ydmyghed tilgå en kamp ad gangen, og nu handler det for mig om at komme tæt på drengene og få frigivet en masse energi, så vi kan stå med de bedst mulige chancer på mandag mod Vejle.

Kristoffer Wichmann skal i ilden som AaB-træner for første gang mandag aften, hvor den første af potentielt fem finaler venter AaB, når Vejle lægger vejen forbi Aalborg Portland Park.
AaB er med fem kampe tilbage af sæsonen tre point over Lyngby, der indtager den første af de to kedelige pladser under nedrykningsstregen.
AaB












