Ny udvikling i Dortmund: Vejen banet for Mike Tullberg-forfremmelse
Dortmund bekræfter, at klubbens reserveholdstræner stopper efter sæsonen, og nu skriver tysk medie, at danske Tullberg overtager.

Mike Tullberg blev for få dage siden meldt på vej væk fra Dortmund efter mere end seks år i den tyske storklub.
Men nu er tingene tilsyneladende vendt 180 grader på hovedet.
For Dortmunds reservemandskab, som til dagligt spiller i Tysklands tredjebedste række, skal have ny træner til sommer. Det bekræfter den tyske storklub onsdag.
Her bliver aftalen med den nuværende træner på reserveholdet, Jan Zimmermann, ophævet et år før tid, og afgangen åbner døren for Dortmunds danske U19-træner.
Det tyske medie RevierSport erfarer nemlig, at Mike Tullberg bliver forfremmet til ny træner på reservemandskabet med overtagelse den 1. juli 2025.
Mike Tullberg har tidligere på sæsonen stået i spidsen for Dortmunds førstehold, da han vikarierede som cheftræner i tre kampe i kølvandet på Nuri Sahins fyring.

Tullberg sejrede i både Bundesligaen og Champions League, men vendte tilbage som U19-træner, da den nuværende cheftræner Niko Kovac blev hentet ind.
Tullberg kom til Dortmund i 2019 efter trænerophold i både Vendsyssel FF, AGF og tyske Rot-Weiss Oberhausen.
Den 39-årige dansker høstede roser fra spillertruppen, da han stod i spidsen i to uger for Dortmunds førstehold tidligere i år. Læs mere her.

Mike Tullberg












