Lazio udnytter Sebastian Otoas skrækdebut – nærmer sig CL-plads
Det var ikke danskernes dag i Genoa onsdag.

Med en 0-2-sejr over Genoa spillede Lazio sig onsdag aften tæt på den Champions League-givende fjerdeplads i Serie A.
Desværre kom Lazio-sejren på en - med danske briller - kedelig bekostning.
For selvom Lazio råder over to danskere i Gustav Isaksen og Oliver Provstgaard, så sad førstnævnte ude med karantæne, mens hovedstadsklubben ikke gjorde brug af den tidligere Vejle-forsvarer.
Hos hjemmeholdet var anfører Morten Frendrup som vanligt at finde i Patrick Vieiras startopstilling, hvor også 20-årige Sebastian Otoa for første gang i sin tid i Italien var at finde, og dermed var der debut til den unge danske forsvarsspiller.
.. men hvilken debut.
Allerede 22 minutter inde i kampen måtte Otoa nemlig se sig udvist med et direkte rødt kort, efter han som sidstemand nedlagde Lazio-anfører Mattia Zaccagni på Genoas feltkant.
En arm på skulderen og et let puf var nok til at vælte den rutinerede italienske midtbanespiller, og det lidt hårde røde kort så VAR-vognene ingen grund til at kalde tilbage.
11 minutter efter den danske udvisning bragte Taty Castellanos Lazio foran 0-1 på en flot flugter, og føringen blev efter en god times spil fordoblet af senegalesiske Boulaye Dia.
At Lazio-marokkaneren Reda Belahyane kort efter fik rødt kort bare tre minutter efter sin indskiftning, betød mindre for kampens resultat, der ikke blev ændret i de sidste 20 minutter.
Genoa kunne med bare et enkelt point matematisk have sikret sig endnu en sæson i Serie A, men det ene point har de fortsat fem kampe til at finde.
Lazio går med sejren op på siden af Juventus på femtepladsen, hvor begge hold nu kun er ét point fra Bologna på Serie A's Champions League-givende fjerdeplads.
Lazio
Genoa












