Udskældt profil sender Højbjerg og Marseille tilbage på andenpladsen
Marseille fik en vigtig sejr over bundproppen fra Montpellier.

Marseille snuppede lørdag aften en pligtsejr af de store.
Mod ligaens absolutte bundprop fra Montpellier kom Pierre Emile Højbjerg og holdkammeraterne tilbage på sporet efter sidste weekends tunge nederlag på 0-3 til AS Monaco.
Det seneste formdyk har fået kritikken til at hagle ned over blandt andre Mason Greenwood.
Den engelske offensivspiller gav dog svar på tiltale, da han med to mål var med til at få sejren i hus.
Først bragte han holdet foran på et straffespark, inden et selvmål fordoblede føringen for Marseille.
Få minutter senere bankede Greenwood det sidste søm i kisten, da han med et køligt spark gjorde det til 3-0 for Marseille.
Hjemmeholdet var dog ikke færdige med at tromle over Montpellier.
Jonathan Rowe kom ind fra bænken og med et akrobatisk spark gjorde han ydmygelsen total med en scoring til 4-0.
Montpellier fik dog pyntet en smule på resultat med en scoring kort før tid, inden Adrien Rabiot scorede aftenens sidste mål til 5-1.
Pierre Emile Højbjerg spillede hele kampen for Marseille.

Sejren betyder, at Marseille overhaler AS Monaco og stryger op på andenpladsen.
Du kan se stillingen i Ligue 1 ved at klikke her.
Marseille
Mason Greenwood
Montpellier












