
Vejle-angriber færdig for sæsonen
Vejle Boldklub kommer til at skulle kæmpe for overlevelse uden Jelle Duin resten af sæsonen.

Det bliver ikke Jelle Duin, der redder Vejle Boldklub.
Den nedrykningstruede Superliga-klub bekræfter nemlig overfor TV 2 Sport, at den hollandske angriber er skadet og færdig for denne sæson.
– Vi mangler en spiller (Jelle Duin, red.), som vi selvfølgelig håbede på, vi kunne bruge. Det kan vi ikke, og så er der andre, der må træde til. Sådan er det i den verden her, siger Vejle-cheftræner Steffen Kielstrup.
Jelle Duin skiftede til Vejle i vinter, men har ikke fået mange minutter på banen – og nu altså ikke flere overhovedet på denne side af sommeren.
Skaden beskrives ikke nærmere.
Vejle Boldklub må nu – som man i forvejen gjorde – sætte sin lid til German Onugkha.
Med syv runder tilbage af nedrykningsspillet har man seks point op til både AaB og Sønderjyske på den rigtige side af nedrykningsstregen.
Vejle Boldklub møder torsdag Viborg FF på hjemmebane.