‘Stop før stregen’… gælder også kridtstregen!
TV 2, Divisionsforeringen og Spillerforeningens kampagne er ikke nået frem til alle spillerne i Superligaen, og danske klubber bør helt generelt træde i karakter overfor dårlig adfærd. Såvel på grønsværen som på tribunerne.

Jeg har i mange år været så priviligeret at arbejde med TV 2's marketingsafdeling.
Det fåes ikke meget bedre. Faktisk er de flere gange blevet kåret til de bedste af de bedste, og deres seneste værk 'Stop før stregen' er endnu et eksempel på en fantastisk flot udført kampagne med et vigtigt og samlende budskab.
Men helt generelt, som jeg også tidligere har beskrevet, bekymrer det mig, at dansk fankultur bliver mere og mere brovten.
Men sjældent er en marketingskampagne blevet underløbet så hårdt, som flere spillere formåede i weekendens 'New Firm' derby mellem F.C. København og Brøndby IF. Og det kommer tilmed på bagkant af en stadig stigende slap indstilling fra mange af de førende danske klubber.
Budskabet, som alle superligaklubberne står bag, handler ifølge kampagnen om at:
"...sige klart og tydeligt Stop før stregen i kampen mod racisme, homofobi, hadbeskeder og grænseoverskridende adfærd – både på banen, på lægterne og i samfundet generelt."
Her skal der nok rettes lidt mere regional fokus i hovedstadsområdet de kommende uger.
Men helt generelt, som jeg også tidligere har beskrevet, bekymrer det mig, at dansk fankultur bliver mere og mere brovten. Jamen, det er mere sikkert at gå til fodbold i Spanien, Tyskland og England i disse dage!
Hvis ikke der snart indføres en nultolerance fra klubbernes side, så vil det her ingen ende tage.
Danske fodboldfans har i stadig større grad fokus på at fremstå så hårde som muligt, og oftere og oftere ser vi tilskuere og fans på danske stadions sætte sig over sporten, holdet og klubben med romerlys, hætter, protestaktioner og hærværk.
Og værst af alt. De slipper afsted med det.
Handlingslammede klubber
Weekendens skandaløse opførsel efter slutfløjtet i Parken er kun ren benzin på det bål, og det bør straffes hårdt fra F.C. Københavns side, at der efter slutfløjtet nikkes en skalle fra en af deres spillere.
De slåssede iøvrigt aldrig i gamle dage i F.C. København under Don Ø, Niels Christian Holmstrøm, CV, Hans Backe og Ståle Solbaken.. gjorde de? Noget er sket.
Nå, tilbage til den gode tone og opførsel og mangel på samme.
Det bør minimum bekymre på ledelsesgangene hos Divisionsforeningen og Spillerforeningen, som selv står bag opfordringen om at stoppe i tide, at man sender et så elendigt og hult signal til omverdenen i disse dage.
Når man som spiller jubler ud mod modstandernes fans, er det en del af spillet, og det må for guds skyld aldrig blive så poleret, at vi ikke kan have en sund rivalisering. Og flere klubber og fans i Danmark har da også et sundt forhold til at afvikle kampe 'som i de gode gamle dage'.
Men der er brug for, at der fra klubbernes side gribes hårdere ind over for voldsparate og konfliktsøgende tilskuere - og spillere - og hvis ikke der snart indføres en nultolerance fra klubbernes side, så vil det her ingen ende tage.
Og selvom det ER svært at håndtere, bliver det jo aldrig okay at acceptere kast med romerlys og nødblus samt vold og narko på tribunerne. Eller at nikke skaller.
Og må jeg lige spørge. Hvornår har du sidst set et romerlys på et Premier League-stadion? Det findes ikke.
For her får du livslang karantæne, hvis du gør det. Og det giver hurtigt genlyd og virker.
Så det her starter hos de danske klubber, der bør håndtere al dårlig opførsel meget bedre. Men berøringsangsten er for stor.













