
PSG-anfører drømmer stort efter dramatisk kvartfinale
Paris Saint-Germain kan gå hele vejen ifølge anfører Marquinhos.

Det var ikke overbevisende, men Paris Saint-Germain er alligevel klar til dette års Champions League-semifinaler.
Trods et nederlag på 2-3 mod Aston Villa tirsdag aften gjorde 3-1-sejren i første opgør, at Paris Saint-Germain nu er semifinale-klar.
Det medfører naturligvis også tilfredshed hos PSG-anfører Marquinhos, som nu tror, at franskmændene kan gå hele vejen til den store triumf.
– Vi vidste, det ville blive en hård kamp. Vi havde troen, og vi spillede i høj intensitet, men vi troede indtil det sidste på, at vi ville gå videre, siger Marquinhos til Amazon Prime tirsdag aften.
– Det er en meget hård turnering, men vi bliver bedre og bedre, og vi beviser, at vi er et godt hold. Der er tro på, at vi kan gå hele vejen og vinde det hele i år, siger brasilianeren.
Paris Saint-Germain har aldrig vundet Champions League, men i 2020 var de tæt på, da de led et finalenederlag til Bayern München til 0-1.