Journalist til Ancelotti inden skæbnekamp: Afhænger din fremtid af resultatet?

Real Madrid-cheftrænerne modtog et meget direkte spørgsmål på pressemøde forud for onsdagens Champions League-brag på Bernabeu.

Carlo Ancelotti klør sig i panden under et pressemøde.
Foto: Pierre-Philippe Marcou/AFP/Ritzau Scanpix

I Real Madrid er forventninger tårnhøje. Altid.

Aktuelt befinder den spanske storklub sig fire point efter Barcelona i LaLiga.

Samtidig står man også på tærsklen til et kvartfinaleexit i Champions League, efter man tabte første opgør mod Arsenal med 3-0 i London.

Onsdag aften skal returopgøret stå på Santiago Bernabeu, og måske står der faktisk mere på spil end “bare” Real Madrids videre færd i den turnering, de gennem de sidste mange år har domineret.

Der er nemlig begyndt at være hvisken og tisken om cheftræner Carlo Ancelottis fremtid.

Det fik en af de fremmødte journalister på tirsdagens pressemøde til at henvende sig til den garvede italiener:

Undskyld, det er ikke for at være så direkte, men afhænger din fremtid af resultatet i kampen i morgen?

– Du ville ikke være så direkte, men det var du, svarer Carlo Ancelotti indledningsvist, mens presserummet kvitterer med grin, inden han fortsætter:

– Men jeg vil give dig et direkte svar: Det tror jeg ikke.

Foruden at holde sig til sin egen fremtid bliver Carlo Ancelotti naturligvis også forholdt selve opgøret mod Arsenal, hvor der altså skal diskes op med en af klubbens større præstationer, hvis det skal lykkes at booke billet til semifinalerne.

– Real Madrid har alle ressourcerne til at vende det rundt. Vi har kvaliteten, engagementet og erfaring på det her hold. Vi har fantastiske fans. Så ressourcerne er der, men vi er alle nødt til at gøre vores bedste.

Kampen mellem Real Madrid og Arsenal fløjtes i gang i den spanske hovedstad onsdag klokken 21.00.

Kan det virkelig passe? – Jürgen Klopp meldes i spil til vildt trænercomeback

Mest populære

Notifications

Notifikationer