Real Madrid jagter mirakel: Gjort det mange gange før

Real Madrid har ryggen mod muren inden returopgøret mod Arsenal i Champions Leagues kvartfinaler.

Bellingham på pressemødet.
Susana Vera/Reuters/Ritzau Scanpix

Real Madrid havde det mere end almindeligt svært, da de tabte 3-0 på udebane mod Arsenal i det første kvartfinaleopgør i Champions League.

Men selvom udgangspunktet er svært, så mener Real Madrid-stjernen Jude Bellingham, at der er gode muligheder for et comeback onsdag aften.

– Der er en vis forventning til Madrid. Når vi går ind til disse kampe, forventer alle, at vi kommer tilbage.

– Kampen i morgen (onsdag, red.) bliver meget svær, men Madrid har gjort det mange gange før, og det er derfor, forventningerne er så høje, siger Jude Bellingham på et pressemøde ifølge det spanske medie Sport.

Ifølge den engelske stjerne spillede Real Madrid ikke op til deres bedste i første kamp, men klubbens fortid er med til at øge troen på et comeback.

– Det, der giver selvtillid, er klubbens kvalitet og historie. Vi spillede dårligt i første kamp, men vi har stadig chancer, og vi ved, at vi kan gøre det meget bedre. Vi er nødt til at øge vores fokus, siger Bellingham.

Det er onsdag aften klokken 21:00, at returopgøret bliver sparket i gang på Bernabeu i Madrid.

Mest populære

Notifications

Notifikationer