
Højlund skamroser Eriksen: En af Premier Leagues bedste gennem to årtier
Manchester Uniteds danske angriber Rasmus Højlund lovpriser sin danske klubkammerat Christian Eriksen.

Manchester United havde i sommeren 2022 ikke vundet et trofæ siden 2016/17-sæsonen.
Men så hentede den kæmpestore engelske klub Christian Eriksen. Bare en sæson senere kom det første trofæ i hus efter seks års tørke.
Danskeren skal nok ikke tilskrives hele triumfen alene, men hans danske Manchester United-holdkammerat Rasmus Højlund er klar til at give ham en god del af æren.
I et interview med Viaplay roser Højlund Christian Eriksen til skyerne og særligt hans tid i Premier League. Den danske United-angriber mener nemlig ikke, at Eriksens United-karriere får nok anerkendelse.
– Man undervurderer hans tid i Manchester United. Hvis man kigger på United, inden han kom. Der havde klubben ikke vundet et trofæ i mange år. Så kommer han direkte ind på et hold, der får en tredjeplads og vinder et trofæ (Carabao Cup, red.) og senere også vinder en FA Cup.
Landsholdsangriberen mener desuden, at Eriksen udover at være en stor United-profil også er en meget stor stjerne på den samlede Premier League-himlen.
– Jeg ser ham som en af de bedste spillere gennem de sidste to årtier i Premier League. Måske kan han godt nogle gange blive undervurderet af omverdenen, fordi han har et dansk pas, men jeg vurderer ham i hvert fald meget højt, siger Højlund til Viaplay.
Christian Eriksen har været hos De Røde Djævle siden sommeren 2022. Her er det blevet til to trofæer og 101 optrædener med syv scoringer og 17 oplæg til følge.
Han og Rasmus Højlund har været klubkolleger siden Højlund kom til fra Atalanta i sommeren 2023.
Se alle Rasmus Højlunds rosende ord i videoen under artiklen: