
FIFA ikke bekymret over langsomt billetsalg til VM for klubhold
Billetterne bliver ikke ligefrem revet væk til sommerens VM for klubhold.

De fleste fodboldfans har vænnet sig til, at der er en slutrunde hver anden sommer – enten VM eller EM.
Med EM 2024 sidste sommer burde det i år derfor være en af de somre, hvor det ikke er fodbolden, der fylder.
FIFA har dog satset stort på VM for klubhold, der udrulles med 32 deltagende hold til juni.
Men hvordan er opbakningen fra fans? Ikke videre imponerende, tyder det på.
ESPN har kigget nærmere på sagen, og selvom FIFA ikke ønsker at oplyse antallet af solgte billetter på nuværende tidspunkt, så lyder mediets konklusion, at billetterne i hvert fald langt fra er blevet revet væk til det nært forestående arrangement, der afvikles i et af verdens mindst fodboldinteresserede lande, USA.
FIFA-præsident Gianni Infantino virker dog ikke videre bekymret over billetsalget.
Det skyldes blandt andet, at tilslutningen til de internationale storklubbers testkampe på amerikansk grund tidligere har lokket mange folk til.
– Jeg er ikke bekymret for, om vi kan fylde et stadion, når holdene kommer for at spille et VM – altså skal de spille om noget rigtigt og ikke bare en testkamp med andetholdet på banen. Det her er rigtige kampe i en rigtig turnering, siger han og fortsætter:
– Det her er et ægte VM. Det er de bedste spillere og de bedste hold, der kommer.
Det er første gang, at VM med klubhold har hele 32 deltagende hold. I 2021, 2022 og 2023 blev der afviklet en version med syv hold.
De billigste billetter til åbningskampen mellem Messis Inter Miami og egyptiske Al Ahly koster 356 dollars. Det svarer til lidt over 2.300 kroner.
Turneringens anden kamp kan man komme ind at se for 95 dollars. Det er mellem Bayern München og Auckland City.
– Når folk indser, hvad det er, så forstår de også, at de bliver nødt til at komme. Jeg er altid blevet fortalt, at i USA bliver man nødt til at bringe det bedste. Amerikanere vil kun se det absolut bedste.
– Nå, men nu kommer de bedste, siger FIFA-præsidenten.
VM for klubhold skydes i gang den 14. juni.