
Sønderjyske-teamtalk gik galt – men holdet vandt alligevel
Sønderjyske vandt mandag aften 1-0 over Vejle i en vigtig bundkamp i 3F Superligaen.

Det var en yderst vigtig sejr, som Sønderjyske mandag aften fik, da de slog Vejle med 1-0.
Føringsmålet kom i første halvleg, og i anden halvleg var det mestendels af tiden et sønderjysk mandskab, der overlod bolden og initiativet til Vejle.
Men det var slet ikke planen, at anden halvleg skulle forløbe sådan.
Det siger Tobias Sommer efter kampen til TV2.
– Nej, slet ikke. Der var ikke en eneste, som nævnte noget med at forsvare den hjem. Tværtimod skulle vi ud at angribe igen og angribe de tre point, siger målscoreren.
Men Sønderjyskes taktik med at angribe lykkedes ikke helt. I anden halvleg sluttede Vejle Boldklub med en boldbesiddelse på 65 procent, og Sønderjyske havde en xG på blot 0,03.
– Vejle er for gode, hvis man siger ‘værsgo, her er bolden og initiativet’. De har dygtige individualister, siger Tobias Sommer.
– Kæmpe cadeau til alle på banen. Alle spiller efter samme gameplan og bidrager til det defensive, siger Sommer.
Sønderjyske kæmpede sejren i hus, så lige nu ligger sønderjyderne med fire point ned til Lyngby under nedrykningsstregen.