
Medie: Real Madrid vil have Haaland, hvis stjerne smutter
Ender Vinicius Junior med at forlade Real Madrid, har den spanske storklub udset sig Erling Haaland.

Et par vilde handler kan være under opsejling. Måske.
Ifølge Sky Sports Germany-journalisten Florian Plettenberg er de saudiarabiske klubber optimistiske omkring muligheden for at hente Vinicius Junior denne sommer.
Det skulle samtidig være en interesse, som Real Madrid er helt og aldeles opmærksomme på.
Den spanske storklub har da også allerede lagt en slagplan for, hvad der skal ske, hvis den brasilianske kantspiller ryger til sommer.
Det vil nemlig medføre, at Real Madrid sætter alle sejl ind på at gafle Erling Haaland i Manchester City.
Ender det med at blive ført ud i livet, vil planen være at rykke Kylian Mbappé ud på kanten og lade Erling Haaland tage pladsen i front.
Det hele virker dog ikke videre sandsynligt, for Erling Haaland skrev så sent som i februar under på en ny aftale med Manchester City af ni og et halvt års varighed.
Den lyseblå storklub står dog lige nu anklaget for 115 brud på de finansielle regler, og det vides endnu ikke, om Erling Haaland har en klausul i sin kontrakt, såfremt Manchester City findes skyldig og straffes.