
AGF overhalet af Brøndby på tredjepladsen: Stadig masser af point at spille om
Patrick Mortensen er ærgerlig, men ikke bekymret efter pointdeleren mod FC Midtjylland.

AGF var heldige med ikke at tabe, da FC Midtjylland gæstede aarhusianernes midlertidige hjemmebane i Vejlby søndag aften.
Det fortalte Patrick Mortensen efter opgøret, som endte 1-1.
Resultatet betød, at Brøndby overtog tredjepladsen i Superligaen fra AGF, men det er ikke noget, som fylder hos den rutinerede målræv efter opgøret.
– Nja, altså jo, vi vil selvfølgelig gerne have bevaret tredjepladsen, men der er masser point at spille om endnu. Så lad os tage den, når vi når hen til maj måned, udtaler Mortensen til Viaplay.
Mortensen scorede AGF’s enlige mål, men bare 16 sekunder efter bolden var sat i gang, udlignede FC Midtjylland. Resultatet betyder også, at AGF misser muligheden for at spille sig ind i guldkampen.

Det var dog ikke noget, som fyldte i omklædningsrummet efter opgøreret, lød det fra Mortensen.
– Nej, det er det ikke. Jeg tror, det er vigtigt, at vi bare har fokus på os selv og fokus på præstationen, og så kan vi ikke rigtigt gøre til eller fra med alt det, der sker omkring os.
AGF skal i aktion igen på torsdag, hvor Randers FC venter på udebane.
