Würtz spår derby med knald på: Brøndby har melodien, FCK har opskriften

Søndag er der københavner-derby. Campos ekspert, Rasmus Würtz, spår endnu en tæt affære mellem de to ærkerivaler.

Brøndbys Jacob Rasmusen i færd emd at tackle FCK's Huescas.
Foto: Anthon Unger/Ritzau Scanpix

Søndag er det tid igen: Der er københavner-derby på menuen.

Dansk fodbolds største opgør spilles denne gang i Parken – og uden udefans. De har ganske ikke opført sig ordenligt i deres seneste indbyrdes møder.

Men uagtet konsekvensen af fodboldbøller, så er det stadig et opgør, der tiltrækker sig enorm opmærksomhed.

Ikke mindst denne gang fordi der står mesterskaber og medaljer på spil.

Brøndby og FCK står lige nu som mesterskabsspillets to mest formstærke hold.

Begge har de hentet to ud af to sejre, men det er sket ad forskellige veje.

Det mener Campos ekspert, Rasmus Würtz, der har set Brøndbys offensive esser blomstre op:

– Brøndby ser jo ud som om, at de er ved at have fundet melodien. Nogle af deres offensive profiler har vist sig godt frem.

– Vallys har scoret i de seneste fire kampe og Kvistgaarden scorede sidst. Derudover har de Suzuki, som vi også ved har lavet en hel del mål. Det er de spillere, der begynder at vise noget form og stabilitet nu, siger han.

I F.C. København har man også fundet noget frem. Men i stedet for en melodi til en sang om offensivt fodbold, er der måske nærmere en kynisk opskrift på sejr:

– FCK viste senest mod FC Nordsjælland, at de rent defensivt er ved at være rigtig dygtige og svære at spille imod, siger Würtz og fortsætter:

– Jeg tror, at de vil have lidt samme tilgang [mod Brøndby] som mod FC Nordsjælland, for de to har lidt af de samme dyder. Så jeg tror, at FCK’s tilgang vil være at få lukket ned for Brøndby.

– Det kan godt blive en meget taktisk affære. FCK viste senest noget kynisme hvad det angår, og det tror jeg, at de får brug for igen.

Rasmus Würtz spår derfor en tæt kamp – men også en kamp, der altid lever sit eget liv, uanset to klubbers aktuelle form:

– Det er så stort et opgør. Det største i skandinavisk fodbold. Så der bliver sindssygt meget knald på i en kamp, der meget vel kunne ende med en etmålssejr uden særligt flot spil – til gengæld er der masser af intensitet.

Slaget mellem de to ærkerivaler skal stå søndag klokken 14.00 i Parken.

F.C. København topper forud for opgøret 3F Superligaen, mens Brøndby deler tredjepladsen med AGF otte point længere nede.

Mest populære

Notifications

Notifikationer