Tahirovic om særlig Brøndby-tradition: Får lyst til at give mere tilbage

Brøndby IF’s nye midtbaneprofil Benjamin Tahirovic fortæller om sin første tid på Vestegnen.

Benjamin Tahirovic dribler forbi Pedro Bravo under en kamp mellem Brøndby IF og FC Midtjylland.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Brøndby IF’s Benjamin Tahirovic er faldet hurtigt til på Vestegnen.

En varm velkomst har bragt en følelse af lettelse, håb og glæde frem i midtbaneprofilen.

Det fortæller Tahirovic i et interview til klubbens egen medie, hvor han afslører, at en helt særlig Brøndby-tradition har sat sig ekstra meget i ham.

Traditionen, der er tale om, er den landsholdsvæg, der pryder Brøndby Stadion. Når en af Brøndby-spillerne optræder for deres landshold under tiden i klubben, får de deres navn op på den såkaldte ‘Wall of Honour’. Det er noget, der har fascineret Tahirovic, der allerede selv er blevet foreviget.

– Det er første gang, jeg har oplevet det, men jeg kan virkelig lide idéen. At jeg allerede efter lidt mere end to måneder har mit navn på stadion for evigt. Det føles fantastisk. Man føler sig stærkere forbundet til fansene, til holdet og til logoet på brystet hver dag.

– Den tradition er fantastisk af klubben og for spillerne. Man får lyst til at give mere tilbage, siger den nye Brøndby-profil til klubbens eget medie.

Hans første tid i klubben var præget af en skade, som længe havde holdt ham ude i hans tidligere klub, Ajax Amsterdam.

Nu er bosnieren for alvor tilbage, men han kan efter eget udsagn fortsat blive endnu bedre.

– Jeg er stadig ikke den bedste udgave af mig selv. Jeg er på det rette spor, og jeg er godt tilpas både fysisk og psykisk. Jeg har det godt med holdet, jeg forstår spillerne, og de forstår mig. Jeg tror… nej, jeg ved, at der er meget mere i vente fra mig på banen. Det siger Tahirovic til klubbens eget medie.

Siden han kom til klubben i vinter har han optrådt syv gange for Brøndby IF i 3F Superligaen. Tahirovic’ næste kamp for klubben kan meget vel blive hans første derby-oplevelse. Søndag gæster han og Brøndby IF nemlig Parken og F.C. København.

Mest populære

Notifications

Notifikationer