
Højbjerg kan få comeback for Marseille i fransk topkamp
Den danske landsholdskaptajn er klar til at spille kampe igen, efter en skade har holdt ham ude siden før landsholdsterminen.

Lige før Danmarks afgørende Nations League-opgør mod Portugal gik det galt.
Op til Le Classique-derbyet mellem Olympique Marseille og Paris Saint-Germain pådrog Pierre-Emile Højbjerg sig en lægskade.
Skaden har holdt den danske landsholdskaptajn væk fra grønsværen siden den 16. marts, men nu er han klar til at få sit comeback i et andet fransk topopgør.
For til braget mod AS Monaco er Højbjerg igen klar til at komme i aktion. Der er dog fortsat en lille torn i øjet på Marseille-træneren Roberto De Zerbi. For danskeren kører som to andre tilbagevendte Marseille-profiler ikke på fuld damp.

– Amine Gouiri kan spille kampen, men jeg ved ikke hvor længe. Jeg tror det bliver kompliceret for ham at spille hele kampen, som Ismael Bennacer og Pierre-Emile Højbjerg, siger De Zerbi på et pressemøde forud for opgøret ifølge Marseilles egen hjemmeside.
Pierre-Emile Højbjerg og Marseille skal forsvare sin andenplads i Ligue 1 mod AS Monaco, der er to point efter det sydfranske storhold. Førstepladsen og det franske mesterskab er Paris Saint-Germain for længst løbet med.