
13 sekunders uopmærksomhed fik stor betydning i bundgyser
Der var smæk for skillingen, da AaB og Lyngby fredag aften spillede 2-2 på Aalborg Portland Park.

Der var spænding, underholdning og intensitet på grønsværen, da AaB og Lyngby fredag aften spillede 2-2 i et vaskeægte bundbrag.
Det uafgjorte resultat betyder, at AaB stadig ligger fire point over Lyngby i 3F Superligaen, hvor sjællænderne lige akkurat befinder sig under nedrykningsstregen.
Startede med bulder og brag
Og gik man ind til kampen med frygten for, at bundopgøret blev en taktisk og fastlåst affære, så blev man hurtigt klogere.
Begge mandskaber havde i kampens indledning forholdsvist let ved at bryde igennem modstandernes defensiver. AaB med bolde i dybden, og Lyngby med gennembrud gennem banens midte.
Efter 25 minutter var der således scoret tre gange, og AaB foran 2-1.
Det hele begyndte efter godt ti minutter. Et længerevarende AaB-angreb på kanten af feltet sluttede med, at AaB’s Mads Bomholt prikkede bolden i dybden til Kelvin John. I situationen blev John nedlagt af Jannich Storch, og så kunne Kasper Jørgensen score til 1-0 for AaB.

13 sekunders uopmærksomhed
AaB’erne formåede dog kun at holde føringen i ti minutter. Her var det Sævar Atli Magnusson, som headede Leon Klassens indlæg i nettet, og så var alt udlignet.
Men Lyngbys evne til at holde en stilling efter en scoring var endnu dårligere end AaB’s. Blot 13 sekunder efter dommeren fløjtede spillet i gang igen, var Lyngby endnu en gang kommet bagud.
En lang bold fra Lars Kramer fandt Mathias Jørgensen i dybden, som derefter lagde bolden til rette for Mads Bomholt, som sparkede 2-1-scoringen i nettet.
Det er en situation, du kan se øverst i artiklen.
Inden pausen havde AaB-anfører Mathias Jørgensen muligheden for at udbygge til 3-1, men friløberen blev misbrugt, og træværket stod i vejen.
I anden halvleg var Lyngby mest på bolden, og med knap 20 minutter tilbage af opgøret tvang Sævar Atli Magnussons hovedstød AaB-målmand Vincent Müller til at finde en af de helt store redninger frem.
Ti minutter senere måtte Vincent Müller dog give fortabt. Lyngbys Jonathan Amon fik bolden tæt under mål, og da modspiller Kasper Jørgensen mistede balancen, kunne Amon let prikke bolden ind under AaB-målmanden, og så var udligningen i nettet.
I kampens slutfase havde både AaB og Lyngby muligheden for at stjæle alle tre point, men skarpheden manglede, og derfor endte det hele 2-2.
AaB’s næste opgave er på onsdag, hvor Silkeborg IF venter på udebane, mens Lyngby torsdag møder Sønderjyske på hjemmebane.