
Trods kontroversiel udvisning og drama: Rangers afværger skydetelt
Det holdt hårdt, men det lykkedes Rangers at holde nullet trods en tidlig udvisning mod Athletic Club.

Hvordan lyder godt 80 minutters undertal i Europa League-kvartfinalen?
Det er ikke just optimalt, men ikke desto mindre var det det, Rangers måtte se sig ud af, da Athletic Club gæstede Ibrox Stadium torsdag aften.
Efter bare 13 minutters spil blev Rangers-stopperen Robin Propper nemlig udvist for en grim tackling på Inaki Williams efter et langt VAR-tjek, og så var banen kridtet op.

Dernæst var det nærmest spil mod et mål, da skotterne blot præsterede en samlet boldbesiddelse på 29 %, mens det lykkedes Athletic Club at komme til hele 19 afslutninger.
Langt henad vejen lykkedes det Rangers at holde stand, men efter 77 minutters spil fik baskerne hul på bylden, da Alex Berenguer scorede.
Efter endnu et langt VAR-tjek blev scoringen dog annulleret, men bare to minutter senere fik gæsterne tildelt et straffespark.
Berenguer fik ansvaret, men den baskiske profils forsøg blev afværget af Liam Kelly i Rangers-buret.
Trods det, der nærmest kan betegnes som en belejring af skotternes mål, lykkedes det at krige et 0-0-resultat i hus, hvorfor kvartfinalen fortsat er pivåben forud for returopgøret i Baskerlandet på skærtorsdag.