
Chelsea-teenager viser vejen: Snublende tæt på semifinale
Med Filip Jørgensen mellem stængerne tog Chelsea første stik i Conference League-kvartfinalen mod Legia Warszawa.

Favoritværdigheden var der ikke meget tvivl om, da Chelsea gæstede Legia Warszawa torsdag aften.
The Blues var nemlig store favoritter forud for mødet med polakkerne, men første halvleg var noget af en fuser, da det fortsat var helt lige.
Det fik det purunge Chelsea-talent, 19-årige Tyrique George, lavet om på, da han dukkede op i Legia-feltet og sendte en ripost i kassen til 0-1. Scoringen var tilmed hans allerførste for klubbens førstehold.
Kort derefter iscenesatte Manchester United-lejesvenden Jadon Sancho indskiftede Noni Madueke, der fordoblede den engelske føring.
Med godt 20 minutter igen fik Chelsea tildelt et straffespark, som Christopher Nkunku dog fik formøblet, før Sancho atter assisterede Madueke, som kunne tegne sig for sin anden scoring i opgøret, da han lukkede og slukkede til 0-3.
Danske Filip Jørgensen vogtede buret for Chelsea, men han havde ikke meget at se til udover en afslutning fra Legias Patryk Kun i de døende minutter, som danskeren afværgede på flot vis.
Således har Chelsea et ganske gunstigt udgangspunkt forud for returopgøret, som finder sted på Stamford Bridge på torsdag klokken 21:00.