Chelsea-manager bekræfter: Profil færdig for sæsonen

Det har været en sæson op ad bakke for Chelsea-profilen.

Enzo Maresca græmmer sig med hænder ved hovedet.
Foto: Matthew Childs/Reuters/Ritzau Scanpix

Stop and go. Og stop igen.

Det har været alt andet end gnidningsfrit for Wesley Fofana i Chelsea i denne sæson.

Den franske forsvarsspiller har døjet med flere forskellige skader undervejs i sæsonen, som der nu sættes et punktum for.

Det er Chelsea-manager Enzo Maresca, der giver comebackforhåbningerne denne sæson det endegyldige dødsstød.

– Desværre vil Wes være ude resten af sæsonen, men forhåbentlig får vi Romeo [Lavia] tilbage snart. Jeg ved ikke, om det bliver til næste kamp, men det ser ret godt ud i forhold til snarlig comeback. Vi må støtte dem begge to, og efter sæsonen må vi se, lyder det ifølge BBC fra Enzo Maresca.

Også for den unge spanier Marc Guiu blæser der positive vinde.

– Vi har gode nyheder om Marc. Fra i dag har han set ret god ud – meget bedre – og han kan nå tilbage, inden sæsonen slutter, lyder det fra Maresca.

Wesley Fofana startede samtlige Chelseas første 13 kampe i Premier League med bare én undtagelse, hvor han sad ude med karantæne. Siden er det dog kun blevet til to kampe yderligere.

Fra juli 2023 og et år frem sad Fofana ude med en korsbåndsskade, og i alt har han misset 129 kampe for Chelsea siden sit skifte fra Leicester i august 2022.

Mest populære

Notifications

Notifikationer