
Bodø/Glimt starter psykologisk kamp mod Lazio med vilde vejrbilleder
Det bliver en kold fornøjelse for Lazio torsdag aften i Norge.

– It’s cold as shit, lød det for et par uger siden, da den amerikanske vicepræsident J.D. Vance besøgte Grønland.
Noget tilsvarende – bare på italiensk – kan der meget vel komme fra Lazios spillere forud for deres kamp mod norske Bodø/Glimt torsdag aften.
Forud for de to klubbers første møde i Europa League-kvartfinalerne i Nordnorge har hjemmeholdet delt billeder fra Aspmyra Stadion, hvor kampen skal spilles, og det er næppe billeder, der falder i god jord – eller sne – hos de gæstende italienere.
Både bane, bænk og tilskuerpladser er nemlig helt og aldeles dækket af sne, der fortsat falder, og temperaturen lyder ifølge yr.no på minus én grad – der på grund af chillfaktoren føles som minus seks grader. Vejrudsigten melder desuden om tiltagende vind, der kan nå helt op mod 10 meter i sekundet.
📍Aspmyra pic.twitter.com/TZmZ09rtZO
— FK Bodø/Glimt | Seriemester 2024 🏆 (@Glimt) April 10, 2025
Bodø/Glimt gør ikke ligefrem selv noget for at underspille det vejr, der næppe tiltaler de italienske gæster, for den norske klub har delt flere billeder og videoer på sine sociale medier.
Ifølge Lazio-dansker Gustav Isaksen er kulden – ligesom varmen – bare en ting, der skal overkommes mentalt.
– Da jeg ankom (til Rom, red.), var det meget vanskeligt, for det var meget varmt. Kulden har den samme effekt på os, men det er et mentalt aspekt. Vi skal spille 90 minutter og sådan er fodbold. Kulde og kunstgræs ændrer ikke noget, lød det på pressemødet før kampen fra den danske landsholdsspiller.
På en livestream fra havnen i Bodø kan man netop nu se, hvilke forhold spillerne skal ud i:
Kampen spilles klokken 18:45, og der er returopgør i Rom allerede om en uge.