
AGF-stadionspeaker om midlertidigt Ceres Park: Det skaber en anden intimitet
AGF’s stadionspeaker er utrolig imponeret over det arbejde, der på kort tid er gjort på det nye Ceres Park Vejlby.

– Så’ der scoret i Aarhus, gjalder stadig udover stadion, når AGF har sendt bolden i nettet på hjemmebane.
Thomas Unterschlag, stadionspeaker i AGF, er rykket med ud på det midlertidige stadion i nordbyen, hvor han weekend efter weekend er stemmen i AGF-tilhængernes øre.
På det nye stadion ser han visse fordele, selvom det naturligvis er et midlertidigt “hjem” for aarhusianerne.
– Det, at tilskuerne er rykket tættere på banen, synes jeg er fantastisk. Det giver en helt anden stemning. Hvis bare man sidder ti meter fra banen, så kan man ikke fornemme, hvor hurtigt det i virkeligheden går inde på banen.
– Det giver en anden intimitet. Følelsen af, at vi er sammen om at støtte gutterne. Det synes jeg er en helt anden fornemmelse, fortæller han til Campo.

Stadionspeakeren fortæller, at det er én af de positive forskelle, der er fra Ceres Park til Ceres Park Vejlby.
Men da han først hørte om projektet, måtte Thomas Unterschlag lige tænke to gange over, hvordan Vejlby Stadion og Superliga-fodbold skulle forenes.
– Jeg tænkte; hvordan skal det lykkes? Jeg kendte jo godt Vejlby Stadion i forvejen, så jeg tænkte, at det kan ikke lade sig gøre.
– Det er et relativt lille stadion, hvor der slet ikke var de faciliteter, der skal være til en Superliga-kamp. Men hold da op, de fik det bygget på ingen tid. Jeg er så imponeret over det, de har fået banket op.

Men Thomas Unterschlag lægger stor vægt på, at det er en midlertidig løsning i Smilets by.
– Selvfølgelig bliver det aldrig et rigtigt Superliga-stadion, men som et midlertidigt stadion, mens vi venter på, at vi kommer ud på det nye, så synes jeg faktisk, at det fungerer ret godt.

Medaljer til Aahus?
Måske endda det nye stadion skal indvies medaljer efter den første halvsæson på stadionet?
Hvis man spørger AGF’s stadionspeaker gennem knap 13 år, om der kommer medaljer til Aarhus i denne sæson, så væver han ikke ved svaret.
– Vi får medaljer. Det er jeg faktisk rigtig sikker på, lyder det stålfast fra Thomas Unterschlag.
Og hvis alt går efter hans hoved, så skal det hele afgøres i sidste spillerunde af mesterskabsspillet.

– Jeg håber, at scenariet bliver, at vi skal slå Brøndby i sidste hjemmekamp af sæsonen. Og så smadrer vi dem, og får vores medaljer, fortæller han med et smil på læben.
AGF slutter nemlig sæsonen og mesterskabsspillet af hjemme på Ceres Park Vejlby mod Brøndby IF, når medaljerne skal fordeles i mesterskabsspillet.