
LaLiga prøver igen: Vil bringe Olmo-sagen for en almindelig domstol
FC Barcelona fik i sidste uge medhold i sagen om de to spillere Dani Olmo og Pau Victor. Men LaLiga accepterer ikke kendelsen.

Det er noget af en ‘never ending story’.
‘Caso Dani Olmo y Pau Victor‘
Sagen om de to Barca-spillere Dani Olmo og Pau Victor vil ingen ende tage, og selvom det fredag blev besluttet af den spanske sportsdomstol CSD, at de to spillere godt kan spille sæsonen færdig, så forsøger LaLiga nu med endnu en retssag.
De har appelleret sidste uges dom og vil denne gang have sagen behandlet af en almindelig domsstol.
Det hele handler om, at Dani Olmo og Pau Victor den 1. januar fik inddraget deres spillerlicenser på grund af en dårlig økonomi i FC Barcelona, som således ikke levede op til Financial Fairplay og rammerne for at kunne spille i LaLiga.
LaLiga vil sikre konkurrencemæssig og økonomisk lige vilkår for alle klubber og mener fortsat ikke, at FC Barcelona lever op til det.
Derfor går de nu ifølge flere spanske medier til en almindelig domstol med sagen, og LaLiga har tidligere i dag mandag offentliggjort en pressemeddelelse, hvori de beskriver de fortsatte overtrædelser af reglerne.
– LaLiga mener, at afgørelsen i alvorlig grad overtræder de lovgivningsmæssige rammer omkring Financial Fair Play og håndtering af sportslicenser. Det underminerer og kompromitterer ligaens integritet ved at krænke princippet om lighed mellem klubberne, lyder det på ligaens egen hjemmeside.
Sagen ser altså ud til at få endnu et efterspil.
Det er dog ikke meget spilletid de to spillere har fået i de seneste uger. Pau Victor har mest været henvist til bænken, mens Dani Olmo har været ude med en skade.