Kvistgaarden roser holdkammerat: Toppen af de bedste

Brøndby IF’s Mathias Kvistgaarden er ikke bleg for at sige, at han er glad for sin japanske holdkammerat Yuito Suzuki, som derfor fik en hyldest, efter Kvistgaarden scorede mod AGF.

Mathias Kvistgaarden jubler efter han scorede til 2-0 mod AGF
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Var det et indlæg, eller var det et forsøg på mål?

Det kunne Mathias Kvistgaarden ikke svare på, da pressen efter Brøndbys 2-1 sejr over AGF spurgte ind til oplægget, der førte til angriberens afgørende scoring.

Faktisk ragede det også Kvistgaarden en papand, om det var en aflevering eller et skud, Yuito Suzuki forsøgte sig med.

Bolden endte i panden på Kvistgaarden, og så stod den 2-0 til Brøndby.

Kvistgaarden fejrede målet ved at te sig som en form for knallert som hyldest til kammerat, Suzuki.

– Det var en Suzuki, siger en storsmilende Mathias Kvistgaarden til Campo og resten af pressen efter 2-1 sejren over AGF.
– En lille hyldest til Yuito. Han er en fantastisk spiller, der simpelthen skal have al den ros, han kan få, fordi han er sindssygt vigtig for os.

AGF's Gift Links og Brøndby IF's Yuito Suzuki jagter bolden i kampen mellem Brøndby og AGF
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Herefter bliver Brøndby-angriberen spurgt ind til, hvor han vil rangere sin holdkammerat ud fra de spillere, han har spillet sammen med. Her er Kvistgaarden ikke bleg for at sætte sin japanske holdkammerat op blandt dem, han anser som værende de største, han har spillet bold med.

– Suzuki på hans topniveau… der er han i hvert fald oppe i toppen af de bedste spillere, jeg har spillet sammen med, fortalte Kvistgaarden efter kampen.

2-1 sejren over AGF rykkede Brøndby og Kvistgaarden op på en delt tredjeplads med deres netop besejrede ligemænd, AGF.

Mest populære

Notifications

Notifikationer