
Viborg fortsætter stimen trods selvmål mod Sønderjyske
Viborg FF er nu oppe på tre sejre i streg.

Hvis Silkeborg IF troede, at man kunne cruise syvendepladsen hjem, har man taget fejl.
Viborg FF har nemlig ikke planer om at ligge på den lade side i Superligaens slutspil.
Søndag hentede klubben fra Domkirkebyen således sin tredje sejr på stribe, da Sønderjyske blev besejret med cifrene 2-1.
Det var samtidig Viborg FF, der stod for alle tre scoringer.
I kampens indledning fik Jeppe Grønning nemlig ikke orienteret sig, da han ville spille bolden tilbage til Lucas Lund i Viborg-målet. Han ‘afleverede’ den derfor ind i eget net, selvom Viborg-keeperen gjorde alt for at nå bolden.
Der gik dog kun få minutter, før det grønklædte hjemmehold havde fået rystet chokket af sig og i stedet fandt vej til de rigtige netmasker, da Yonis Njoh blev spillet fri foran mål og gjorde det til 1-1.
Midtvejs i anden halvleg faldt kampens sidste scoring så, da Renato Junior kom først over en løs bold i Sønderjyske-feltet og gjorde det til 2-1.
Viborg har fortsat to point op til Silkeborg IF, der vandt sin kamp med 2-1 over Lyngby Boldklub.
Du kan se højdepunkter fra kampen i videoen øverst i artiklen