
Ung angriberkomet sender FCK op på førstepladsen i Superligaen
19-årige Amin Chiakha sikrede som eneste målscorer F.C. København en sejr på 1-0 mod FC Nordsjælland. Dermed er FCK Superligaens nye førerhold.

En gylden mulighed havde åbnet sig for F.C. København.
I fredags smed FC Midtjylland nemlig dyrebare point i guldkampen med et nederlag til Randers FC.
Derfor kunne FCK med en sejr over FC Nordsjælland overtage førstepladsen i Superligaen. Men hovedstadsklubben havde ikke vundet på kunstgræsset i Farum siden maj 2021.
Jacob Neestrup havde til aftenens kamp ændret system, således at FCK stillede med fem mand i bagkæden. Gæsterne måtte dog allerede skifte venstrebacken Birger Meling ud med en skade efter 26 minutter.
Det defensive fokus blev det altoverskyggende udtryk i 1. halvleg, hvor begge hold kæmpede med at få farligt slutprodukt på deres chancer.
Den største chance tilfaldt FC Nordsjælland i 1. halvlegs tillægstid, hvor en afslutning fra Sindre Egeli, der var tilbage i startopstillingen efter en spilledags karantæne, tvang FCK-keeper Diant Ramaj til at diske op med en flot redning for at holde nullet til pausen.

Men efter en times spil kom der hul på bylden: Her lykkedes det for den 19-årige FCK-angriber, Amin Chiakha, at score sit første Superliga-mål.
På et skarpt indlæg af Jordan Larsson kunne en fri Gabriel Pereira ved den ene stolpe heade bolden på tværs af feltet til Chiakha, der kvitterede med føringsmålet til 1-0.
Derefter skiftede momentum. FC Nordsjælland forsøgte sig med omstillinger, men uden held. Hjemmeholdet havde i forvejen kæmpet med målene i de seneste tre kampe.
Kort før afslutningen på den ordinære spilletid opstod en mulighed, da bolden ramte hånden på Kevin Diks i FCKs felt.
Dommer Mads-Kristoffer Kristoffersen blev kaldt ud til skærmen til et VAR-tjek for at se, om der skulle dømmes straffespark til FCN.
Men uheldigvis for hjemmeholdet blev der i stedet dømt frispark til Kevin Diks.

Det brændte på mod slutningen for FCK, men Chiakhas mål endte med at stå som det eneste i kampen.
F.C. København vinder opgøret på Right To Dream Park med 1-0, og hovedstadsklubben overtager førstepladsen i Superligaen fra FC Midtjylland.
Du kan se kampens enlige scoring i videoen øverst i artiklen.
Lykkelig FCK-skarpskytte: Jeg gik fuldstændig amok