Kommentar: Superligaen er upålidelig – heldigvis
Det er ikke mange dage siden, at det lignede et mesterhold fra det midtjyske, der fik lov at spadsere afsted mod mere guld. Og at bunden var nået for Vejle og Lyngby. Sådan er det på ingen måde ikke mere. Vi kan ikke stole på den Superliga. Og det er det, vi holder af.
Lad mig starte på det øverste dæk. For lidt siden gik F.C. København i redningsbådene med fem kampe på stribe uden sejr (inklusiv to gange Chelsea), og især nederlaget i Viborg efter en 2-0 føring. Der blev rystet på hovedet, men ikke på hænderne. Åbenbart. For så kom to sejre mod Randers og FC Nordsjælland. Nu er de i Superligaens stævn.
FC Midtjylland lignede noget, der kunne trykke på replay-knappen og række ud efter mere guld, men i mesterskabsspillet står der nu minus mod Brøndby og Randers. Indhentet af københavnerne. Vi havde alle ventet mere af det sprudlende fra de måske mest leveringsdygtige – Osorio, Dju, Simsir og Silva. Men ak, seks mistede points, meget at tænke over og en Thomas Thomasberg, der indrømmer…”den her måde, bliver vi ikke mestre på”. Er de mentale batterier ved at løbe tør? Og ideerne?
Der er åbnet for AGF i toppen, hvis de får fuld plade i Brøndby mandag aften -så er der faktisk blot tre point op til FC Midtjylland. Men århusianerne har også det svingende med sig – et nederlag, en uafgjort og en sejr i de seneste tre kampe. Vi kan ikke få en stabilitet i ligaen.
Og hvad med Brøndby, som jeg tror har tanket flere pointmuligheder til deres tro på egne evner. De fandt en særlig gejst i Herning efter svære kvalifikationstider. Fremtiden er hængt op på en mandag aften.
Minus må være FC Nordsjælland, der skal levere under kendsgerningen af et ungt hold og det svære ved at spille ude. Nu røg de også på eget gummi mod FCK, og som det blev sagt i et TV studie: Hvorfor forholder de sig ikke mere til ambitioner og realiteter end til bare at være i udvikling.
Nedrykningsspillet har det på samme måde – eller rettere de deltagende holds tilhængere oplever, hvad klubfodbolden i Danmark er lige nu. Ujævn, men underholdende, fordi udsvingende er så markante. Vi taler ikke om stimer, men både Lyngby og Vejle havde lige et par kampes optur med to sejre på stribe, men så gik førstnævnte ned i Silkeborg, og jyderne fik med lidt held uafgjort mod AaB-rivalerne. Nu er de atter der, hvor der smiles lidt anstrengt.
AaB har haft det lidt la-la i gråzonen med modgang fra omgivelserne, og tre på stribe uden sejr. De var bedre i Vejle end længe set, men jeg føler stadig, at de er i den største fare for degradering. Nordjyderne kan se ned til Sønderjyske, der kæmper for en sejr efter tre minusser på stribe – øjeblikkets svageste hold.
Men hele vejen rundt er vi nået til et punkt, hvor frustrationerne er i overtrækstøj, hvor der kommer selvmål, missede straffespark, målmandsdrops, diskutable VAR-kendelser og manglende stabilitet. Det er lige nu det, der gør den hjemlige klubfodbold så uforløst.
