
Har vundet Champions League og spillet franske landskampe: Nu arbejder han i Intersport
Jérémy Mathieu har en flot fodboldkarriere bag sig. Nu styrer han i stedets slagets gang i en Intersport-butik.

Lørdag delte en Intersport-butik i Cabriès-Plan de Campagne-området et billede.
Midt i billedet stod det, der viste sig at være Jérémy Mathieu.
Det har siden tiltrukket sig stor opmærksomhed i Frankrig, for han er ikke bare Hr. Hvem-som-helst.
Den i dag 41-årige franskmand står nemlig noteret for fem A-landskampe og var i 2015 med til at vinde Champions League i FC Barcelona.
Franske L’Équipe har derfor fulgt op på historien og skriver søndag, at den er god nok. Det er Jérémy Mathieu, der nu arbejder i Intersport.
Ifølge mediets oplysninger “gør han det godt og står i spidsen for en af butikkens afdelinger”.
Med til historien hører det sig, at han snart modtager sine trænerdiplomer, så hvis alt går ham vel er det ikke sikkert, at Intersport råder over den tidligere Champions League-vinder alt for længe.
Jérémy Mathieu nåede 177 kampe for Valencia, 124 kampe for Tolouse, 119 kampe for FC Sochaux, 106 kampe for Sporting og 91 kampe for FC Barcelona.
Han hængte endegyldigt støvlerne på hylden i 2023 efter to års fodbold på amatørplan.
Wsh Jeremy Mathieu il taff à intersport Jsjjsjsjs pic.twitter.com/WTQ05qUhD6
— lastpak ⵣ🇸🇷 (@Ikbenenlastpak) April 5, 2025