Slot: Det var første gang, vi fortjente at tabe en fodboldkamp

Liverpools nederlag mod Newcastle var første gang i sæsonen, at man også fortjente at stå tilbage som taber af et opgør, mener manager Arne Slot.

Arne Slot klapper efter Liverpools nederlag mod Newcastle.
Foto: Paul Childs/Reuters/Ritzau Scanpix

Det er ikke mange gange, at Liverpool har stået tilbage som taber efter en kamp i indeværende sæson.

Men de få gange, hvor det så er sket, har det til gengæld været ufortjent.

Det er i hvert fald svært at tolke manager Arne Slots ord anderledes på tirsdagens pressemøde.

Her fik han nemlig fortalt, at nederlaget mod Newcastle i Carabao Cup-finalen kort før landskampspausen var det første fortjente nederlag hidtil.

– Jeg var mere frustreret ved finalen, for den fortjente vi at tabe. Og det er første gang, at vi har fortjent det.

– Vi var ikke hårde nok i defensiven og ikke gode nok med bolden. Så der var ikke mange ting, jeg kunne lide ved finalen, siger han.

Liverpool har kun tabt en enkelt gang i Premier League i denne sæson, mens man også tabte mod PSV, da reserverne fik spilletid i sidste runde af Champions League-ligafasen, hvor man havde sikret sig videre avancement.

Derudover tabte man også – ufortjent, må man forstå – mod Paris Saint-Germain i Champions Leagues knockoutfase, ligesom man blev sendt ud af FA Cup af Plymouth.

Liverpool spiller næste gang onsdag aften, når Anfield danner rammerne om det klassiske Merseyside-derby.

Mest populære

Notifications

Notifikationer