– Spillerne led uden bolden, siger glad Uwe Rösler

AGF’s spillere måtte lide undervejs i søndagens kamp mod FC Nordsjælland, men det var en del af cheftræner Uwe Röslers gameplan.

AGF's Uwe Rösler under kampen mod FC Nordsjælland.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Et clean sheet og en sejr.

Det er ultimativt udfaldet af søndagens kamp for AGF, der tog imod FC Nordsjælland og sejrede med 2-0.

Efter slutfløjt var det derfor også en glad og tilfreds AGF-cheftræner, der afgav interview til Viaplay.

Ikke mindst fordi man fulgte tyskerens plan til punkt og prikke inde på banen.

– Det var ene og alene holdet, der vandt den kamp. De eksekverede vores gameplan virkelig godt.

– Vi vidste, at det hold, vi satte på banen, ville være virkelig svært at slå. Jeg håbede på, at vi ville skabe chancer, og det gjorde vi. Samtidig var vi næsten umulige at nedbryde.

– Vi gav boldbesiddelsen væk og spillerne led uden bolden, men de var mentalt i kampen hele tiden, og vi havde nogle utrolige præstationer i dag. Så overordnet set var det en virkelig god start på mesterskabsspillet for os, siger Uwe Rösler til Viaplay.

Uwe Rösler bekræfter desuden, at man afgav boldbesiddelsen med fuldt overlæg mod FCN, ikke mindst med tanke på de spillere, han havde til rådighed i kampen.

AGF skal i aktion næste gang mandag den 7. april ude mod Brøndby IF.

Mest populære

Notifications

Notifikationer