
PL-angriber vil væk i jagten på titler – storklubber holder sig klar
Matheus Cunha kan meget vel blive en af sommerens mest ombejlede spillere.

13 mål i 26 Premier League-kampe er godkendt.
Men set i lyset af, at målene er blevet scoret for Wolves, der aktuelt ligger på 17. pladsen i den bedste engelske række, så er det faktisk mere end bare hæderligt.
Derfor får Matheus Cunha formentligt heller ikke svært ved at finde interesserede klubber til sommer.
Og netop sommerens transfervindue bliver formentligt et interessant et af slagsen for ham, for han drømmer om at tage næste skridt i karrieren.
Også i vinterens transfervindue var der bud efter ham, men på daværende tidspunkt kunne han ikke se sig selv forlade Wolves, der på det tidspunkt slet ikke var sikret overlevelse i Premier League, mens det nu ser bedre ud med ni point ned til Ipswich under nedrykningsstregen.
– Jeg havde en masse tilbud, men jeg ville ikke have haft det godt, hvis jeg havde gjort det.
– Der er nogle ting, som man ikke selv har kontrol over, men jeg kunne ikke forlade klubben midt i sæsonen i en svær situation, hvor vi spillede for overlevelse.
– Nu er vi tæt på at nå vores mål [overlevelse]. Men jeg har gjort det klart, at jeg har brug for at tage næste skridt. Jeg vil kæmpe med om titler og store ting. Jeg har potentialet til det, siger Matheus Cunha til The Guardian.
Den brasilianske angriber valgte i vinter at forlænge sin aftale med Wolves i stedet for at skifte.
I den nye kontraktaftale skulle der være en frikøbsklausul på 62 millioner pund, svarende til 553 millioner kroner, hvilket klubber som Arsenal, Liverpool og Chelsea alle skulle være helt og aldeles opmærksomme på, skriver Goal.com.
Særligt Arsenal blev i vinter meldt meget interesseret i den 25-årige Wolves-stjerne.