
OB-anfører misser topbrag grundet hjerterytmeforstyrrelse
Den norske OB-målmand sidder ude af holdets næste kamp af en speciel årsag.

OB’s norske målmand Viljar Myhra kommer ikke i spil i lørdagens topkamp mod FC Fredericia.
Efter kardiologiske undersøgelser er det blevet påvist, at anføreren har en hjerterytmeforstyrrelse, der for nu holder ham ukampdygtig.
Det bekræfter OB på klubbens hjemmeside.
– Viljar Myhra er blevet diagnosticeret med en hjerterytmeforstyrrelse, og han vil blive nøje overvåget af specialister.
– Hjerterytmeforstyrrelser er ikke ukendte for elitesportsfolk, men vi ønsker at give ham ro til at sunde sig. Derfor har vi besluttet, at han ikke skal spille i den kommende kamp, og han vil kun træne i det omfang, det er muligt for ham, siger sportsdirektør i OB, Troels Bech.
Klubben tilføjer, at hjerterytmeforstyrrelsen, som Miljar Vyhra oplever, ikke er livstruende, men at de ønsker at give ham ro til yderligere undersøgelser.

Viljar Myhra var heller ikke til stede, da holdet fejrede sejren over AC Horsens søndag eftermiddag.
Den fynske klub indtager førstepladsen i NordicBet Ligaen, hvor holdet har ni point ned til lørdagens modstander fra FC Fredericia.
OB’s anden målmand, Martin Hansen, er i ugens løb kommet med en kritik rettet mod TV-eksperter.
Læs mere om det her:
